Til Vægs

- er en platform for kunst i det offentlige rum, arkitektur og sociale byrumsløsninger.

Lundtoftegade
2200 København N
Tor til søn 9:00-19:00

Eva Koch

RED POPPIES

Til Vægs

RED POPPIES er en udstilling, som består af 3 videoværker af valmuer optaget i time lapse. Værkerne er bearbejdninger af Eva Kochs hovedværk 'Den Drøm om Fred', som hun viste i Cisternerne i 2016.

Udstillingen kan ses på diodeskærmene, der hænger på bygningerne i AKB Lundtoftegade fra d. 23. februar – 21. april 2024.

Valmuen har siden afslutningen af 1. Verdenskrig været symbol på det spildte blod i Flandern. Året efter at de faldne soldater var blevet begravet, sprang valmuerne op af den vendte jord og farvede hele marken rød.

Valmuen er i nogle lande med sin smukke røde farve, også lidenskabens og kærlighedens blomst. Den er udtryk for det flygtige. Valmuen er sart; man kan knap plukke den, inden kronbladene falder af. Den er som freden og kærligheden: skrøbelig. Man skal passe på den. - Eva Koch.

Eva Koch er en kunstner, der har bevæget sig fra et udgangspunkt som traditionel billedhugger til at arbejde med videoinstallation, lyd og større skulpturelle installationer og arbejder ofte stedsspecifikt.

Det er mennesket, Eva Koch forholder sig til i sin kunst – men aldrig mennesket i sig selv – altid i relation og forbindelse til: andre mennesker, til naturen, til krig og kriser og til tiden. I sine videoværker tager Eva Koch udgangspunkt i sin egen fortælling, når hun beskæftiger sig med fortællinger om etnicitet, tilhørsforhold og følelser af at stå udenfor. Det gør hun med enkle virkemidler, hvor filmtekniske greb ikke kun understøtter, men er et supplerende element til fortællingen.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.