Jo Alfredsson, Stella Beling, Gurli-Marie Lindum, Kristine Petersson, Ida Raselli, Victoria West & Marine Morel
7 skærme – 7 kunstnereTil Vægs
–
”Almennyttig video – Kunst i det offentlige rum” var arbejdstitlen, da 7 kunstnere fra Kunstakademiets grunduddannelse påbegyndte en workshop i september måned. Under kyndig vejledning af billedkunstner Pernille With Madsen, har de kunststuderende udforsket videokunstens æstetiske potentialer, tekniske muligheder og kontekst. Det er der nu kommet 7 værker ud af.
Om det er stedet her i Lundtoftegade, bygningernes arkitektur, de fysiske og trafikale omgivelser, den blandede beboerskare eller mediets muligheder og udtryksform, der har optaget kunstnerne, er netop det, der kan udforskes i denne udstilling.
Til Vægs er, som relativt nyåbnet udstillingssted, funderet på en interesse i at udforske det ukendte. Hvad kan kunsten her? Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke? For måske der i gennem denne platform er mulighed for at få øje på noget i os selv eller i vores omverden, vi ikke kendte. Det er derfor et forsøg på at skabe en symbiose mellem eksperimenterende elementer, kunstnere og udstillingssted.
I udstillingen her ses skærmene i hvert fald som et rum uden for vores verden, hvor man, hvis man indleder sig med det, der viser sig, kan få øje på noget nyt, måske sågar få øje på noget der kunne være anderledes. Altså et muligt frirum, refleksionsrum, forundringsrum – et procesrum. Med videoen som et forsøg på at møde det væsen, der ligger mellem billede og skærm.