- er en platform for kunst i det offentlige rum, arkitektur og sociale byrumsløsninger.

Lundtoftegade
2200 København N
Tor til søn 9:00-19:00

Det er med stor glæde at vi inviterer jer til åbning af vores nye udstilling med kunstnerne Kristoffer Raasted og Ragnhild May, der vises på skærmene i AKB Lundtoftegade.

Værket Karaoke Collage er inspireret af historien om karaokevideoer. Ved at samle tekster fra allerede eksisterende karaokesange, har Ragnhild May og Kristoffer Raasted lavet en helt ny sang: en karaokecollage. Visuelt er formatet for deres kunstværk det undertekstede musikvideoformat. De er gået i dialog med æstetikken i denne form for lavbudget-musikvideo i skabelsen af deres værk.

                                                   The whole world’s the same. Everybody has the same dream. They all want to sing.

Det sagde opfinderen af karaokemaskinen Daisuke Inue om baggrunden for sin opfindelse. Daisuke Inoue var keyboardspiller, men kunne ikke læse noder. En drivkraft for hans opfindelse af karaokemaskinen var hans manglende evne til at huske sange udenad, og karaokemaskinerne blev hurtigt udbredt. Succesen i USA har at gøre med et andet kulturelt fænomen: karaokemusikvideoerne fra 1980'erne og 90'erne. Lavet til at ligne MTV-videoer, men med et meget mindre budget, blev disse videoer skabt af ukendte filmskabere i New York og Hollywood, som fik stor kunstnerisk frihed, målet var at producere hurtigt og effektivt indhold, for at gøre karaokeen mere tiltalende ved at tilføje en visuel baggrund.

Hensigten med Ragnhild May og Kristoffer Raasteds værk er at fejre det demokratiske potentiale i karaokeformatet. Rammerne for karaoke er ikke konkurrenceprægede. At man deltager og stiller sig op og synger er vigtigere end, hvorvidt man synger godt og det kan opfattes som et ’safe space’ at synge sammen i. Arkitektonisk deler karaokebokse således funktioner med det såkaldte dark room, ved at give mulighed for at dele intimitet i offentlige situationer. At være en god karaokesanger svarer ikke til at være en god vokalist. Karaokesangerens tilstedeværelse, ægthed osv. er meget vigtigere end selve sangstemmen.
Sang har været en del af den menneskelige kultur, så langt tilbage som vi kender til. Karaoke kan måske ses som vores tids fællessang nu hvor vi ikke længere mødes og synger sammen i traditionelle institutioner som kirke og skolerne.

En tur til karaokeens fødested, Japan, er inspirationen til Ragnhild May og Kristoffer Raasteds værk, der er en hyldest til de popsange, der er så store megahits over hele kloden, at de er blevet kitschy ørehængere. Lydsiden, som kan opleves på Til Vægs’ hjemmeside, er skabt af brudstykker af allerede eksisterende karaokesange.

Udstillingen er støttet af Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og Nørrebro Lokaludvalg.

Karaoke Collage

Gardening is Activism er et fler-årigt kunstprojekt af kunstner Jette Hye Jin Mortensen, der kobler kunstnerisk praksis og metoder indenfor permakultur, når vi etablerer en Skovhavelund på en græsplæne i det almene boligområde AKB Lundtoftegade.

Midt i mellem højhuse og asfaltveje er en sanselig og spiselig skovhave ved at opstå, der skal være med til at vække børn og voksnes nysgerrighed i forhold til biodiversitet, mad og natur. Samtidig kommer haven til at blive en grøn og frodig oase - en anden form for opholdsrum og legeplads, der vækker sanserne og trækker folk udenfor for at etablere nye fællesskaber på tværs sociale grupper.

Gennem workshops og anden borgerinddragelse inviterer projektet til en øget naturforståelse, større omsorg for jord, dyr og insekter og viden om fremtidens klimaudfordringer. Og dette på et håndgribeligt niveau, der giver deltagerne praktiske og konkrete værktøjer, som de vil kunne trække på i deres øvrige hverdag. Samtidig ser vi skovhaven som et overskueligt element, der er mere bæredygtigt og modstandsdygtigt i en travl hverdag, hvor mange mennesker skal være fælles om den daglige brug og drift.

Førbillede af græsplænen, inden vi, i samarbejde med Jette Hye Jin Mortensen etablerede Skovhavelunden.

Skilte og kvashegn. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Kartofler spires i beboere og frivilliges vindueskarme. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Etablering af kvashegn. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Hestemøg spredes. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Beboere og frivillige. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Kunstneren lægger pap. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Spredning af hø. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Workshop for børn med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Workshop med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen. 

Kogning af mælkebøttesirup. Workshop med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Gardening is Activism

På Nanna Debois Buhls udstilling Pattern Machines vises en serie af hendes algoritmitske værker, der i visuelle mønstre og foranderlig poesi udfolder historiske, teoretiske og materielle sammenhænge mellem kodning og vævning, tråd og pixel, tekstil og skærm.

På én skærm kan man opleve en visuel mutation af en væveopskrift fra 1800-tallet, mens man på en anden skærm ser et transformativt mønster inspireret af en akvarelskitse af Bauhaus-væveren Anni Albers fra 1926. På en tredje skærm vises en generativ tekst, der kombinerer ord fra Kathryn Sullivan Krugers bog “Weaving the Word: The Metaphorics of Weaving and Female Textual Production” til et digt, der kontinuerligt væver sig selv; en metarefleksion over tekst- og tekstilproduktion. Værkerne trækker således på referencer fra tidlig computerkunst, system-baseret poesi, vævehistorie og ny forskning om digital materialitet og menneske-maskine relationer.

Udstillingen kan ses som en tidsrejse der udfordrer vores gængse opfattelser af vævningens og computerens historier og de kønslige forestillinger, vi ofte forbinder med dem. I de fortsatte transformationer af tekster og mønstre reflekterer værkerne over, hvordan vi kan få nye forståelser af algoritmer og tekstiler – deres materialiteter, logikker og indbyrdes sammenhænge – og genoverveje deres fortidige, nutidige og fremtidige sammenhænge.

Værkerne er på én gang baseret på system og tilfældighed: deres programmering er baseret på en systematisk struktur, men også på uforudsigelighed. Over tid forskyder og forandrer algoritmerne ord- og billedkonstallationer på måder, der ligger udenfor kunstnerens kontrol. Og på udstillingens pixelerede diodeskærme føjes endnu nye dimensioner til værkernes digitale udtryk. Således glitches både stof og historier, og uforudsigelige mønstre og perspektiver opstår.

Nanna Debois Buhl er en dansk billedkunstner, hvis praksis trækker forbindelser på tværs af tidsperioder og mellem mikro- og makroperspektiver. Gennem undersøgelser, der spænder over planter og partikler, skyer og computerhukommelse, forbinder hun videnskabelige, æstetiske og spekulative perspektiver for at fokusere opmærksomhed på materialer og fortælle modhistorier. Buhl har udstillet bredt i Danmark og internationalt. Hendes værker er repræsenteret i mange offentlige samlinger her i blandt Hasselblad Foundation og Malmö Konstmuseum, Sverige, Louisiana Museum for Moderne Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst og Det Nationale Fotomuseum, Danmark. Udstillingens algoritmer har Nanna Debois Buhl udviklet under et halvt års residency på Massachusetts Institute of Technology, USA i foråret 2022.

Nanna Debois Buhl, Pattern Machines, 2022.

Pattern Machines

De to kunstnere har meget forskellige praksisser og en meget  forskellig tilgang til kunsten. Det der forbinder dem er billedsprog med  rødder i zines og subkultur.

Værkerne til udstillingen vil tage udgangspunkt i Rosendal og  Balslevs fælles billedbank og referenceramme. Deres billedmateriale  bliver en form for selvdokumentation, hvor billederne fungerer som et  kort over hukommelse og tid. Med denne diaristiske tilgang til at  opsamle materiale bliver deres værker en form for portrættering af vores  samtid og af dens subkulturelle fænomener og udtryk. Her taler de også  ind i vores visuelle kultur og dennes forhold til identitetsdannelse. De  vil fra hver deres hjørne halvdel således afdække og udfolde samme  temaer og dermed skabe en dialektisk udveksling mellem de to praksisser.  Værkerne vil strække sig over stillbilleder, GIFs og videoer med  hurtigt skiftende billeder.

Louise Rosendals praksis, spænder over collage,  skulptur og video i relation til installatorisk iscenesættelse, hvis  primære omdrejningspunkt er vores gennemdigitaliserede nutid og den  digitale eskapisme, avatars, japansk cosplay og andre subculturelle  fænomener som Otaku f.eks. i hendes collager henter hun inspiration fra  hverdagens- byens, nettets, smartphonens grafiske billedflow ”fundet”  materiale til at udforske virkningen af ​​nutidig visuel kultur og den  måde, oplevelsen formes, registreres og huskes på.

Zven Balslev, hvis kunstneriske praksis fokuserer på  tegning og grafik, har over tid udviklet en karakteristisk og unik  stil, der hiver inspiration fra lige dele undergrundstegneserier,  surrealisme og outsider art. Balslevs værker er rige og komplekse og  kombinerer både medier og temaer: fra æstetikken i grafiske fanzines til  satirisk ætsende og naivistiske tegneserier, over koloristiske malerier  til produktion af artist books. Hans værker viser ofte stærke, mørke,  men først og fremmest humoristiske billeder.

Flash & TV

Hvad gør man, når man som gruppe skal skabe en udstilling sammen?

Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe er prekære projektarbejdere og freelancere?

Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe har travlt med andre jobs?

Hvad gør man, når man i gruppen oplever burnout?

hvad gør man ved det, når man er en gruppe, hvis arbejde kredser om metoder for wellness?

Med værket neural burnout tager kunstgruppen centre for cyber wellness udgangspunkt i den situation de havnede i under produktionen af denne udstiling. de har vendt blikket ind af og valgt at forholde sig til den udbrændthed, der har præget deres virke i den sidste tid. “vi synes burnout er vigtigt. vi synes det er vigtigt at tale om. vi har en klar fornemmelse af at situationen vi står i ikke er unik, og vi vil gerne prøve at putte ord på den sårbarhed, skuffelse og frustration som mange oplever når de forsøger at skabe i kunstneriske fællesskaber. for det er den danske projektrumsscene anno 2022: folk er prekære og ofte udbrændte. og når energien er lav er det ofte kollektivet der lider.vi har derfor valgt at hyre hjælp udefra. gennem brug af neurale netværk skabes tekster omkring aflysning og burn out. tekster og billeder genereres af AI, som fødes med centre for cyber wellness’ interne kommunikation omkring seneste års kunstproduktion og problemer i forhold til at få det hele til at hænge sammen. AI producerer, nye kontekster og billeder opstår. centre fra cyber wellness går således fra at være et amputeret kunstnerkollektiv til en potent kunstgenerator boostet af supercomputere og neurale netværk. vores rolle skifter fra skabende til en mere redigerende og kuraterende. vi vælger de bedste resultater som algoritmerne føder os og vi producerer flere i fællesskab. gennem variationer og remix inviteres computeren, algoritmen ind i den kreative process. og nu produceres der meget. og hurtigt. og det er sjovt og spændende. processen er reddet. resultatet er stadig uklart.”

Neural Burnout, Centre for Cyber Wellness, 2022

Neural Burnout

Det er med stor glæde, at vi inviterer jer til åbning af udstillingen:An Auricular Witness a curatorial game af kunstnerkollektivet Oda Projesi


Medspillere i legen er: Naz Erayda, Aslı Kıyak İngin, Gülkan Noir, Aslı Özdoyuran, Oda Projesi, Burcu Yanmaz, Yağmur Yıldırım.

An Auricular Witness’ er en udstilling, der ser på, hvordan livet gennem 2 års pandemi har påvirket især kvinder rundt om i verden, der har været lukket inde bag ved hjemmets fire vægge. Med denne udstilling har Oda Projesi og de inviterede medspillere, ønsket at skabe et projekt, der går bag scenen. Ved hjælp af Til Vægs’ offentligt placerede skærme på Lundtoftegades bygninger spørger de: Hvad kan vi gøre med denne information nu? Hvad er det, vi ikke ser? Hvad kan vi forestille os, der sker bag murene i dee private hjem? Hvilke liv er blevet levet bag disse mure? Til denne udstilling har Oda Projesi ladet sig inspirere af hviskeleg (børnelegen kaldet kulaktan kulağa på tyrkisk), som metode for de udstillede værker. Hver deltager har stillet et spørgsmål, som Oda Projesi videresendte til en anden deltager. 8 spørgsmål besvaret af 8 spillere på 7 skærme og i performancen på åbningsdagen. Videoerne og performances er former for visuel respons på spørgsmålene. Som sådan er der både en dialog mellem skærmene og et tankeforløb. 

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst og Nørrebro Lokaludvalg.

Fernisering. An Auricular Witness (2022), Oda Projesi.

An Auricular Witness (2022), Oda Projesi.

An Auricular Witness

Med værket ”NO.” tager Tore Hallas udgangspunkt i kroppen, som et mentalt og fysiologisk arkiv. Det manifesteres i syv digte, eller et digt i syv dele, hvor kroppen på den ene side er i centrum. På den anden side rækker den ud over sig selv og ind i den sociale sfære mod de krav, vi bliver stillet overfor i et konkurrencesamfund. Det er et jeg, der skriver beskeder til tempoet i verden, til hvilen, karrieremulighederne eller sindet: ”Kære sind, når min krop trækkes, følger du med. Skrabende mod asfalten, flænget af hver småsten.” De syv digte, eller et digt i syv dele er vidnesbyrd på et liv, der leves i samtiden, et liv, der ikke evner at lykkedes i en præstationskultur, ikke vil. Kroppen er tyk i en verden, der fejrer tyndhed, sindet er sygt i et samfund; måske pga. et samfund, der ikke har tid og plads til sygdom. I sin u-frivillige u-villighed opstår protesten. Hallas sætter fokus på queerness i sit kunstneriske virke – i dette værk, queer som i at træde udenfor en norm; ikke at kunne eller ville leve op til et ideal.


OM KUNSTNERNE:
Tore Hallas (f. 1984) er uddannet billedkunstner med afgang i 2019 fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han har udstillet nationalt og internationalt med både gruppe- og soloudstillinger. Hallas arbejder primært med video, fotografi og tekst, hvor han er særligt optaget af tykhed, queerhed, religion og fotografisk refleksion. I sin kunstneriske praksis arbejder han blandt andet med tykhed som queerhed, og med religiøs og mytologisk ikonografi. Han beskæftiger sig med sanselighed og kropslighed, hvilket kommer til udtryk i Hallas’ cinematografiske billedsprog samt når billederne optræder som fysiske værker i eksempelvis udstillingsrum. Han anvender personlige fortællinger og erindringer, hvor han stiller skarpt på fysiske forskydninger og symbolske undersøgelser. Hallas eksperimenterer med spejlinger og refleksioner af og med sine værker, hvilket også udgør en væsentlig del af publikums interaktion med værkerne. Tore Hallas har modtaget flere priser, herunder Poul Erik Bech Fondens kunstpris (2019) og 15. Juni Fondens hæderspris (2019). Han er desuden udvalgt til Statens Kunstfonds to-årige karriereprogram ’Den unge kunstneriske elite’ (2020)

Den grønlandsk/danske kunstnerduo SIIKU har med X Unlimited kurateret  en ny udstilling med grønlandske kunstnere til udstillingsplatformen  Til Vægs på Nørrebro.Et fællestræk for alle værkerne er, at de konkret  inddrager grønlandsk natur som en stærk kontrast til det urbane  Lundtoftegade, hvor Til Vægs befinder sig.

Bolatta Silis-Høegh (f.1981 i Qaqortoq) er uddannet billedkunstner  fra Aarhus Kunstakademi, har en lang række udstillinger, udgivelser og  hædersveviser bag sig. Hun er en af de mest fremtrædende unge grønlandse  kunstnere i øjeblikket.Naleraq Eugenius (f.1986 i Ilulissat) er  uddannet lysdesigner og har for nyligt skabt store, lysbaserede  installationsværker flere steder i Grønland.SIIKU består af David H.  Péronard (f.1981 i Nuuk) og Rasmus Nielsen (f.1984 i Lyngby), som har  hhv. digital og analog baggrund i kunstverdenen og begyndte deres  samarbejde som SIIKU i 2017 med udgangspunkt i SIIKU  manifestet.Udstillingen er støttet af Nørrebro Lokaludvalg.

X Unlimited

Samara Sallam and Kate Sterchi met at  Funen Art Academy in 2017. The two have collaborated in the past, but  this is the first time doing so with an ocean between them. On a  simultaneous timeline, the two artists are likely sisters, but on this  timeline that the collective “we” are currently most conscious to, their  earth avatars have incarnated into mirrors of each other’s global  experience. Kate and Samara’s friendship and the work they make together  is a practice of making fluid internal and external identity markers.  Because of Kate’s deportation and the global pandemic, Kate and Samara  have worked exclusively with video chat and misunderstandings to create  these digital spells for a collectiveness that holds mutation and  difference as the generative spark. Climatime Shadow is the companion piece to Sacred Internet in Climatime, which is currently on view at Rønnebæksholm’s exhibition ‘Soil.Sickness.Society.’ Sacred Internet in Climatime is  a digital spell woven with words spoken between Kate and Samara from  winter solstice (2020) to summer solstice (2021). In this video, words  in motion collide, mutate, obstruct, and disappear into a void. Words  are a participatory though transient part of storytelling as their  meanings multiply with the stories held by the listener. Installed in a  small alcove, in a stairwell between floors, the viewer stands in a  threshold to listen and watch. Climatime Shadow functions as both a shadow and an echo to Sacred Internet in Climatime. Shadow also means imagination. Shown on public screens in an area that has been designated by the government to be a ghetto, Climatime Shadow uses  warped footage of desert landscapes we have called “home.” “…from that  acceptance of transience he evolved his vast theory, wherein what is  most changeable is shown to be fullest of eternity, and your  relationship to the river, and the river’s relationship to you and to  itself, turns out to be at once more complex and more reassuring than a  mere lack of identity. You can go home again, the General Temporal  Theory asserts, so long as you understand that home is a place where you  have never
been…” —Ursula K. Le Guin, The Dispossessed.

Kate Sterchi once lived and loved in Copenhagen, but  now she lives in Marfa, TX. She is a slow painter, working with erasure  and emotional alchemy. While she is not a very prolific painter, Kate  often also works collaboratively with friends in various media. She is  currently working on a bootleg sequel to Repo Man (1984) and is excited  about the soundtrack and paper-mache. 

Samara Sallam was assigned stranger at birth. In  response to being thrown out by the world, Samara now watches life as a  documentary that she can edit in order to create sense and connection.  Samara is a filmmaker, object maker, herbal nurse, and programmer. She  is currently creating a community garden in Sigynsgade and is in the  process of writing about magic in storytelling for her MFA essay.

Sacred Internet in Climatime (2021), Kate Sterchi & Samara Sallam