- er en platform for kunst i det offentlige rum, arkitektur og sociale byrumsløsninger.

Lundtoftegade
2200 København N
Tor til søn 9:00-19:00

Det er med stor glæde at vi inviterer jer til åbning af vores nye udstilling med kunstnerne Kristoffer Raasted og Ragnhild May, der vises på skærmene i AKB Lundtoftegade.

Der er fernisering fredag d.9. juni kl.16-18.30

Værket Karaoke Collage er inspireret af historien om karaokevideoer. Ved at samle tekster fra allerede eksisterende karaokesange, har Ragnhild May og Kristoffer Raasted lavet en helt ny sang: en karaokecollage. Visuelt er formatet for deres kunstværk det undertekstede musikvideoformat. De er gået i dialog med æstetikken i denne form for lavbudget-musikvideo i skabelsen af deres værk.

                                                   The whole world’s the same. Everybody has the same dream. They all want to sing.

Det sagde opfinderen af karaokemaskinen Daisuke Inue om baggrunden for sin opfindelse. Daisuke Inoue var keyboardspiller, men kunne ikke læse noder. En drivkraft for hans opfindelse af karaokemaskinen var hans manglende evne til at huske sange udenad, og karaokemaskinerne blev hurtigt udbredt. Succesen i USA har at gøre med et andet kulturelt fænomen: karaokemusikvideoerne fra 1980'erne og 90'erne. Lavet til at ligne MTV-videoer, men med et meget mindre budget, blev disse videoer skabt af ukendte filmskabere i New York og Hollywood, som fik stor kunstnerisk frihed, målet var at producere hurtigt og effektivt indhold, for at gøre karaokeen mere tiltalende ved at tilføje en visuel baggrund.

Hensigten med Ragnhild May og Kristoffer Raasteds værk er at fejre det demokratiske potentiale i karaokeformatet. Rammerne for karaoke er ikke konkurrenceprægede. At man deltager og stiller sig op og synger er vigtigere end, hvorvidt man synger godt og det kan opfattes som et ’safe space’ at synge sammen i. Arkitektonisk deler karaokebokse således funktioner med det såkaldte dark room, ved at give mulighed for at dele intimitet i offentlige situationer. At være en god karaokesanger svarer ikke til at være en god vokalist. Karaokesangerens tilstedeværelse, ægthed osv. er meget vigtigere end selve sangstemmen.
Sang har været en del af den menneskelige kultur, så langt tilbage som vi kender til. Karaoke kan måske ses som vores tids fællessang nu hvor vi ikke længere mødes og synger sammen i traditionelle institutioner som kirke og skolerne.

En tur til karaokeens fødested, Japan, er inspirationen til Ragnhild May og Kristoffer Raasteds værk, der er en hyldest til de popsange, der er så store megahits over hele kloden, at de er blevet kitschy ørehængere. Lydsiden, som kan opleves på Til Vægs’ hjemmeside, er skabt af brudstykker af allerede eksisterende karaokesange.

Udstillingen er støttet af Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og Nørrebro Lokaludvalg.

Karaoke Collage

Gardening is Activism er et fler-årigt kunstprojekt af kunstner Jette Hye Jin Mortensen, der kobler kunstnerisk praksis og metoder indenfor permakultur, når vi etablerer en Skovhavelund på en græsplæne i det almene boligområde AKB Lundtoftegade.

Midt i mellem højhuse og asfaltveje er en sanselig og spiselig skovhave ved at opstå, der skal være med til at vække børn og voksnes nysgerrighed i forhold til biodiversitet, mad og natur. Samtidig kommer haven til at blive en grøn og frodig oase - en anden form for opholdsrum og legeplads, der vækker sanserne og trækker folk udenfor for at etablere nye fællesskaber på tværs sociale grupper.

Gennem workshops og anden borgerinddragelse inviterer projektet til en øget naturforståelse, større omsorg for jord, dyr og insekter og viden om fremtidens klimaudfordringer. Og dette på et håndgribeligt niveau, der giver deltagerne praktiske og konkrete værktøjer, som de vil kunne trække på i deres øvrige hverdag. Samtidig ser vi skovhaven som et overskueligt element, der er mere bæredygtigt og modstandsdygtigt i en travl hverdag, hvor mange mennesker skal være fælles om den daglige brug og drift.

Førbillede af græsplænen, inden vi, i samarbejde med Jette Hye Jin Mortensen etablerede Skovhavelunden.

Skilte og kvashegn. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Kartofler spires i beboere og frivilliges vindueskarme. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Etablering af kvashegn. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Hestemøg spredes. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Beboere og frivillige. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Kunstneren lægger pap. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Spredning af hø. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Workshop for børn med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Workshop med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen. 

Kogning af mælkebøttesirup. Workshop med Christian Lykou fra Pædagogisk Praktisk Permakultur. Gardening is Activism (2023), Jette Hye Jin Mortensen.

Gardening is Activism

På Nanna Debois Buhls udstilling Pattern Machines vises en serie af hendes algoritmitske værker, der i visuelle mønstre og foranderlig poesi udfolder historiske, teoretiske og materielle sammenhænge mellem kodning og vævning, tråd og pixel, tekstil og skærm.

På én skærm kan man opleve en visuel mutation af en væveopskrift fra 1800-tallet, mens man på en anden skærm ser et transformativt mønster inspireret af en akvarelskitse af Bauhaus-væveren Anni Albers fra 1926. På en tredje skærm vises en generativ tekst, der kombinerer ord fra Kathryn Sullivan Krugers bog “Weaving the Word: The Metaphorics of Weaving and Female Textual Production” til et digt, der kontinuerligt væver sig selv; en metarefleksion over tekst- og tekstilproduktion. Værkerne trækker således på referencer fra tidlig computerkunst, system-baseret poesi, vævehistorie og ny forskning om digital materialitet og menneske-maskine relationer.

Udstillingen kan ses som en tidsrejse der udfordrer vores gængse opfattelser af vævningens og computerens historier og de kønslige forestillinger, vi ofte forbinder med dem. I de fortsatte transformationer af tekster og mønstre reflekterer værkerne over, hvordan vi kan få nye forståelser af algoritmer og tekstiler – deres materialiteter, logikker og indbyrdes sammenhænge – og genoverveje deres fortidige, nutidige og fremtidige sammenhænge.

Værkerne er på én gang baseret på system og tilfældighed: deres programmering er baseret på en systematisk struktur, men også på uforudsigelighed. Over tid forskyder og forandrer algoritmerne ord- og billedkonstallationer på måder, der ligger udenfor kunstnerens kontrol. Og på udstillingens pixelerede diodeskærme føjes endnu nye dimensioner til værkernes digitale udtryk. Således glitches både stof og historier, og uforudsigelige mønstre og perspektiver opstår.

Nanna Debois Buhl er en dansk billedkunstner, hvis praksis trækker forbindelser på tværs af tidsperioder og mellem mikro- og makroperspektiver. Gennem undersøgelser, der spænder over planter og partikler, skyer og computerhukommelse, forbinder hun videnskabelige, æstetiske og spekulative perspektiver for at fokusere opmærksomhed på materialer og fortælle modhistorier. Buhl har udstillet bredt i Danmark og internationalt. Hendes værker er repræsenteret i mange offentlige samlinger her i blandt Hasselblad Foundation og Malmö Konstmuseum, Sverige, Louisiana Museum for Moderne Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst og Det Nationale Fotomuseum, Danmark. Udstillingens algoritmer har Nanna Debois Buhl udviklet under et halvt års residency på Massachusetts Institute of Technology, USA i foråret 2022.

Nanna Debois Buhl, Pattern Machines, 2022.

Pattern Machines

De to kunstnere har meget forskellige praksisser og en meget  forskellig tilgang til kunsten. Det der forbinder dem er billedsprog med  rødder i zines og subkultur.

Værkerne til udstillingen vil tage udgangspunkt i Rosendal og  Balslevs fælles billedbank og referenceramme. Deres billedmateriale  bliver en form for selvdokumentation, hvor billederne fungerer som et  kort over hukommelse og tid. Med denne diaristiske tilgang til at  opsamle materiale bliver deres værker en form for portrættering af vores  samtid og af dens subkulturelle fænomener og udtryk. Her taler de også  ind i vores visuelle kultur og dennes forhold til identitetsdannelse. De  vil fra hver deres hjørne halvdel således afdække og udfolde samme  temaer og dermed skabe en dialektisk udveksling mellem de to praksisser.  Værkerne vil strække sig over stillbilleder, GIFs og videoer med  hurtigt skiftende billeder.

Louise Rosendals praksis, spænder over collage,  skulptur og video i relation til installatorisk iscenesættelse, hvis  primære omdrejningspunkt er vores gennemdigitaliserede nutid og den  digitale eskapisme, avatars, japansk cosplay og andre subculturelle  fænomener som Otaku f.eks. i hendes collager henter hun inspiration fra  hverdagens- byens, nettets, smartphonens grafiske billedflow ”fundet”  materiale til at udforske virkningen af ​​nutidig visuel kultur og den  måde, oplevelsen formes, registreres og huskes på.

Zven Balslev, hvis kunstneriske praksis fokuserer på  tegning og grafik, har over tid udviklet en karakteristisk og unik  stil, der hiver inspiration fra lige dele undergrundstegneserier,  surrealisme og outsider art. Balslevs værker er rige og komplekse og  kombinerer både medier og temaer: fra æstetikken i grafiske fanzines til  satirisk ætsende og naivistiske tegneserier, over koloristiske malerier  til produktion af artist books. Hans værker viser ofte stærke, mørke,  men først og fremmest humoristiske billeder.

Flash & TV

Hvad gør man, når man som gruppe skal skabe en udstilling sammen?

Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe er prekære projektarbejdere og freelancere?

Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe har travlt med andre jobs?

Hvad gør man, når man i gruppen oplever burnout?

hvad gør man ved det, når man er en gruppe, hvis arbejde kredser om metoder for wellness?

Med værket neural burnout tager kunstgruppen centre for cyber wellness udgangspunkt i den situation de havnede i under produktionen af denne udstiling. de har vendt blikket ind af og valgt at forholde sig til den udbrændthed, der har præget deres virke i den sidste tid. “vi synes burnout er vigtigt. vi synes det er vigtigt at tale om. vi har en klar fornemmelse af at situationen vi står i ikke er unik, og vi vil gerne prøve at putte ord på den sårbarhed, skuffelse og frustration som mange oplever når de forsøger at skabe i kunstneriske fællesskaber. for det er den danske projektrumsscene anno 2022: folk er prekære og ofte udbrændte. og når energien er lav er det ofte kollektivet der lider.vi har derfor valgt at hyre hjælp udefra. gennem brug af neurale netværk skabes tekster omkring aflysning og burn out. tekster og billeder genereres af AI, som fødes med centre for cyber wellness’ interne kommunikation omkring seneste års kunstproduktion og problemer i forhold til at få det hele til at hænge sammen. AI producerer, nye kontekster og billeder opstår. centre fra cyber wellness går således fra at være et amputeret kunstnerkollektiv til en potent kunstgenerator boostet af supercomputere og neurale netværk. vores rolle skifter fra skabende til en mere redigerende og kuraterende. vi vælger de bedste resultater som algoritmerne føder os og vi producerer flere i fællesskab. gennem variationer og remix inviteres computeren, algoritmen ind i den kreative process. og nu produceres der meget. og hurtigt. og det er sjovt og spændende. processen er reddet. resultatet er stadig uklart.”

Neural Burnout, Centre for Cyber Wellness, 2022

Neural Burnout

Det er med stor glæde, at vi inviterer jer til åbning af udstillingen:An Auricular Witness a curatorial game af kunstnerkollektivet Oda Projesi


Medspillere i legen er: Naz Erayda, Aslı Kıyak İngin, Gülkan Noir, Aslı Özdoyuran, Oda Projesi, Burcu Yanmaz, Yağmur Yıldırım.

An Auricular Witness’ er en udstilling, der ser på, hvordan livet gennem 2 års pandemi har påvirket især kvinder rundt om i verden, der har været lukket inde bag ved hjemmets fire vægge. Med denne udstilling har Oda Projesi og de inviterede medspillere, ønsket at skabe et projekt, der går bag scenen. Ved hjælp af Til Vægs’ offentligt placerede skærme på Lundtoftegades bygninger spørger de: Hvad kan vi gøre med denne information nu? Hvad er det, vi ikke ser? Hvad kan vi forestille os, der sker bag murene i dee private hjem? Hvilke liv er blevet levet bag disse mure? Til denne udstilling har Oda Projesi ladet sig inspirere af hviskeleg (børnelegen kaldet kulaktan kulağa på tyrkisk), som metode for de udstillede værker. Hver deltager har stillet et spørgsmål, som Oda Projesi videresendte til en anden deltager. 8 spørgsmål besvaret af 8 spillere på 7 skærme og i performancen på åbningsdagen. Videoerne og performances er former for visuel respons på spørgsmålene. Som sådan er der både en dialog mellem skærmene og et tankeforløb. 

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst og Nørrebro Lokaludvalg.

Fernisering. An Auricular Witness (2022), Oda Projesi.

An Auricular Witness (2022), Oda Projesi.

An Auricular Witness

Untitled

Med værket ”NO.” tager Tore Hallas udgangspunkt i kroppen, som et mentalt og fysiologisk arkiv. Det manifesteres i syv digte, eller et digt i syv dele, hvor kroppen på den ene side er i centrum. På den anden side rækker den ud over sig selv og ind i den sociale sfære mod de krav, vi bliver stillet overfor i et konkurrencesamfund. Det er et jeg, der skriver beskeder til tempoet i verden, til hvilen, karrieremulighederne eller sindet: ”Kære sind, når min krop trækkes, følger du med. Skrabende mod asfalten, flænget af hver småsten.” De syv digte, eller et digt i syv dele er vidnesbyrd på et liv, der leves i samtiden, et liv, der ikke evner at lykkedes i en præstationskultur, ikke vil. Kroppen er tyk i en verden, der fejrer tyndhed, sindet er sygt i et samfund; måske pga. et samfund, der ikke har tid og plads til sygdom. I sin u-frivillige u-villighed opstår protesten. Hallas sætter fokus på queerness i sit kunstneriske virke – i dette værk, queer som i at træde udenfor en norm; ikke at kunne eller ville leve op til et ideal.


OM KUNSTNERNE:
Tore Hallas (f. 1984) er uddannet billedkunstner med afgang i 2019 fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han har udstillet nationalt og internationalt med både gruppe- og soloudstillinger. Hallas arbejder primært med video, fotografi og tekst, hvor han er særligt optaget af tykhed, queerhed, religion og fotografisk refleksion. I sin kunstneriske praksis arbejder han blandt andet med tykhed som queerhed, og med religiøs og mytologisk ikonografi. Han beskæftiger sig med sanselighed og kropslighed, hvilket kommer til udtryk i Hallas’ cinematografiske billedsprog samt når billederne optræder som fysiske værker i eksempelvis udstillingsrum. Han anvender personlige fortællinger og erindringer, hvor han stiller skarpt på fysiske forskydninger og symbolske undersøgelser. Hallas eksperimenterer med spejlinger og refleksioner af og med sine værker, hvilket også udgør en væsentlig del af publikums interaktion med værkerne. Tore Hallas har modtaget flere priser, herunder Poul Erik Bech Fondens kunstpris (2019) og 15. Juni Fondens hæderspris (2019). Han er desuden udvalgt til Statens Kunstfonds to-årige karriereprogram ’Den unge kunstneriske elite’ (2020)

Unsettling the settled

Den grønlandsk/danske kunstnerduo SIIKU har med X Unlimited kurateret  en ny udstilling med grønlandske kunstnere til udstillingsplatformen  Til Vægs på Nørrebro.Et fællestræk for alle værkerne er, at de konkret  inddrager grønlandsk natur som en stærk kontrast til det urbane  Lundtoftegade, hvor Til Vægs befinder sig.

Bolatta Silis-Høegh (f.1981 i Qaqortoq) er uddannet billedkunstner  fra Aarhus Kunstakademi, har en lang række udstillinger, udgivelser og  hædersveviser bag sig. Hun er en af de mest fremtrædende unge grønlandse  kunstnere i øjeblikket.Naleraq Eugenius (f.1986 i Ilulissat) er  uddannet lysdesigner og har for nyligt skabt store, lysbaserede  installationsværker flere steder i Grønland.SIIKU består af David H.  Péronard (f.1981 i Nuuk) og Rasmus Nielsen (f.1984 i Lyngby), som har  hhv. digital og analog baggrund i kunstverdenen og begyndte deres  samarbejde som SIIKU i 2017 med udgangspunkt i SIIKU  manifestet.Udstillingen er støttet af Nørrebro Lokaludvalg.

X Unlimited

Samara Sallam and Kate Sterchi met at  Funen Art Academy in 2017. The two have collaborated in the past, but  this is the first time doing so with an ocean between them. On a  simultaneous timeline, the two artists are likely sisters, but on this  timeline that the collective “we” are currently most conscious to, their  earth avatars have incarnated into mirrors of each other’s global  experience. Kate and Samara’s friendship and the work they make together  is a practice of making fluid internal and external identity markers.  Because of Kate’s deportation and the global pandemic, Kate and Samara  have worked exclusively with video chat and misunderstandings to create  these digital spells for a collectiveness that holds mutation and  difference as the generative spark. Climatime Shadow is the companion piece to Sacred Internet in Climatime, which is currently on view at Rønnebæksholm’s exhibition ‘Soil.Sickness.Society.’ Sacred Internet in Climatime is  a digital spell woven with words spoken between Kate and Samara from  winter solstice (2020) to summer solstice (2021). In this video, words  in motion collide, mutate, obstruct, and disappear into a void. Words  are a participatory though transient part of storytelling as their  meanings multiply with the stories held by the listener. Installed in a  small alcove, in a stairwell between floors, the viewer stands in a  threshold to listen and watch. Climatime Shadow functions as both a shadow and an echo to Sacred Internet in Climatime. Shadow also means imagination. Shown on public screens in an area that has been designated by the government to be a ghetto, Climatime Shadow uses  warped footage of desert landscapes we have called “home.” “…from that  acceptance of transience he evolved his vast theory, wherein what is  most changeable is shown to be fullest of eternity, and your  relationship to the river, and the river’s relationship to you and to  itself, turns out to be at once more complex and more reassuring than a  mere lack of identity. You can go home again, the General Temporal  Theory asserts, so long as you understand that home is a place where you  have never
been…” —Ursula K. Le Guin, The Dispossessed.

Kate Sterchi once lived and loved in Copenhagen, but  now she lives in Marfa, TX. She is a slow painter, working with erasure  and emotional alchemy. While she is not a very prolific painter, Kate  often also works collaboratively with friends in various media. She is  currently working on a bootleg sequel to Repo Man (1984) and is excited  about the soundtrack and paper-mache. 

Samara Sallam was assigned stranger at birth. In  response to being thrown out by the world, Samara now watches life as a  documentary that she can edit in order to create sense and connection.  Samara is a filmmaker, object maker, herbal nurse, and programmer. She  is currently creating a community garden in Sigynsgade and is in the  process of writing about magic in storytelling for her MFA essay.

Sacred Internet in Climatime (2021), Kate Sterchi & Samara Sallam

Sacred Internet in Climatime﻿

Værket tager udgangspunkt i den konstante strøm af billeder, som vi producerer, reproducerer og deler i en visuel mediekultur. Billeder, som er med til at forme os, vores adfærd og identitet.

Det består af syv små visuelle tableauer, som med afsæt i det fotografiske still-billede, viser en kvindelig figur i varierende grader af subjektivitet og billedliggørelse.

Værket sætter fokus på den magt, der ligger i det at se og repræsentere andre.

Det trækker tråde tilbage til en (kunst)historie, domineret af mandlige blikke. Blikke, hvis fremstilling af kvinder stadig ses og reproduceres i en nutidig visuel kultur.

I en kunsthistorisk kontekst, opstår der med etableringen af ‘the female nude’ som selvstændig kunstnerisk genre i midten af 1800-tallet et fastlåst kønnet hierarki mellem en privilegeret mandlig kunstner, som er subjekt for et blik og en nøgen kvindelig model, som defineres og repræsenteres af dette mandlige blik – uden lignende modstykke.

I en samtidig kontekst har vi en #metoo debat med en lignende problematisering af det, som feministisk teori kalder for ‘The male gaze’.

’The male gaze’ har historisk set domineret alt fra kunsthistorien til popkulturen, reklameindustrien, pornografien og – ja altså også – arbejdsmarkedet. Det er karakteriseret ved et begærende mandligt blik, som fra en privilegeret position, objektificerer kvinden som krop og fratager hende retten til sin egen repræsentation.

Værket spoler filmen tilbage og kaster et nyt blik på ’The male gaze’, kvindelig egen-repræsentation og manglen på samme.

Værket er en fortsat undersøgelse af relationen mellem subjektivitet, repræsentation og betydning. Det bruger fotografiets ‘still billede’ til at pege på det øjeblik i den fotografiske proces, hvor tiden standses og subjektet antager betydning som repræsentation. På denne måde placerer værket sig mediemæssigt mellem videoens bevægelse i tid og fotografiets standsning af tiden.

‘This is not an image – expose and rewind’

“Paranoia” er et portræt af livet i en by, der præges af ghettolove, visitationszoner, overvågning og hvor private boliger konstant er udlejet til Airbnb. Et portræt af, hvordan livet er, når man altid kan høre en sirene i det fjerne og altid er truet af en genhusning. Men også et portræt af omverdenens syn på de mennesker, der bor i skæret fra de blå blink og den konstante trussel om nye love, der skal gøre deres liv sværere.

Udstillingen er et forsøg på at få alt dette med i et univers, hvor der samtidig er drømme og glæde. De oplevelser, der følger med når almindelige mennesker lever almindelige liv sammen med hinanden. Omverdenens mistænkeliggørelse blandet med de ting, jeg syntes var de varme fra min egen barndom i et socialt boligbyggeri.

Hovedparten af materialet, jeg har arbejdet med, er fra min seneste tegneserie “Døden”. Den historie er lavet i en periode med en global pandemi og voldsomme skræmmebilleder af helt almindelige mennesker. Jeg har forsøgt at tage nogle scener fra tegneserien og få dem til at fungere på en skærm. Men der er også nyt materiale, som er lavet specielt til Lundtoftegade. Jeg håber, du vil gå rundt og se de syv skærme og stykke din egen historie sammen.

For at en by skal være en by, skal der være noget nyt, noget gammelt, noget smukt og noget grimt. Hvis der er noget, der blinker for meget, eller er ubehageligt at have en hverdag med, må I meget gerne skrive til mig på halfdan@pisket.dk.

Jeg håber i bliver glade for billederne. Og tillykke med ikke at være på ghettolisten mere.

Paranoia

Helbredelsen

Til vores sjette og sidste udstilling i 2020 har vi inviteret Jeannette Ehlers til at indtage de syv skærme hos Til Vægs i AKB Lundtoftegade med de tre værker Whip it Good, The Gaze og Black Bullets.

Jeannette Ehlers bruger særligt performancekunsten og det performative billedsprog til at invitere publikum ind i hendes kunst. Tematikker som kolonisering, identitet og slavehandlen er alle væsentlige omdrejningspunkter i hendes værker, og særligt fremtrædende er historieskrivningen. Hun insisterer på at omforme vores historieskrivning og dermed vores mulighed for at handle.

De tre værker er blevet vist både nationalt og internationalt, og nu er de altså kommet til AKB Lundtoftegade. Særligt spændende for os er de mange paralleller, der kan drages fra Jeannette Ehlers’ kunst til de lokalpolitiske emner, der er aktuelle her i Lundtoftegade. Lundtoftegade er et område, der skrives historie for og om, men sjældent med. Et område, der ikke er godt nok som det er og derfor skal omformes, rammesættes og listes, så det kan forbedres og passe ind.

Udstillingen understreger både hvordan dine personlige, juridiske og politiske rettigheder påvirkes af, hvordan andre ser dig, men også hvordan bestemte grupper af mennesker begrænses og på forhånd udpeges som kriminelle eller andenrangsborgere.

Whip it Good – er en performancevideo, der udforsker arven fra kolonialismen og slaveriet. Iført hvid ansigtsmaling og hvidt tøj, pisker Jeannette Ehlers et hvidt lærred med hårde piskeslag efter at have rullet pisken i knust sort kul på gulvet, og skaber dermed et billede af sorte streger på lærredet.

The Gaze – består af en gruppe mænd og kvinder, alle med minoritetsbaggrund, som stirrer intenst ind i kameraet. The Gaze udfordrer ’det hvide blik’ og understreger det faktum, at det at være sort i sig selv ikke bør gøre én til en skydeskive.

Black Bullets – er en hyldest til den Haitiske revolution, hvor slavegjorte afrikanere gjorde oprør mod den koloniale regering i 1791. Slaveriet, som blev udøvet af den franske kolonimagt på Haiti, er kendt som en af ​​de mest grusomme i historien. Den eneste succesrige revolution af slavegjorte afrikanere lægger grundlaget for Haiti’s uafhængighed i 1803. Ehlers’ film består af vandrende skikkelser og skygger afbildet op imod himlen ved det historiske fort i Haiti.

Whip It Good – The Gaze – Black Bullets

OM UDSTILLINGEN:
Udstillingen ‘Kom Lys, kom Skygge’ er en imaginær park der breder sig ud over Lundtoftegade. Syv skærme præsenterer syv animerede billeder af forfaldne og overgroede lystslotte og springvand, hvor hver struktur manifesterer et begreb: spørgsmål, regler, drømme, ønsker, sandhed, løgne og beslutninger.

‘Kom Lys, kom Skygge’ inviterer beboere og beskuere til at bruge disse begreber som udgangspunkt for at lave lege, spil og fællesskaber – til at udforske, og bygge videre på den imaginære park med sine egne begreber og strukturer.

OM KUNSTNEREN:
Albin Werle er en billedkunstner der primært beskæftiger sig med at lave spil – interaktive kunstværker, der befinder sig et sted mellem brugsgenstande og talismaner, besværgelser og vuggeviser. Hvert spil er en sammensmeltning af billeder, taktile materialer, og mundtlige eller nedskrevne instruktioner – de er kunstværker der skal berøres, flyttes og drejes, de skal synges og udtales. Spillerne interagerer med hinanden ved at aktivere objekterne – gennem poetiske udsagn og strategiske handlinger skaber spillerne sammen med spillet en trinvis voksende koreografi af sociale, konceptuelle og sanselige indtryk og udtryk. Sammen med objekterne udforsker spillerne filosofiske, æstetiske og politiske muligheder hos begreber, materialer og interaktionsmønstre.

Kom Lys, kom Skygge

I sit videoværk ABYSS bruger Jeppe Lange kunstig intelligens til at sortere i internettets massive billedarkiv.

Algoritmen forholder sig hverken til skala, kontekst eller følelser, men baserer udelukkende sin systematisering på mønstre og farver.

Dette afslører sig i misforståelserne: Et gammelt kort over Rotterdam forveksles med slangeskæl, de orange hjelme i en ukrainsk demonstration bliver til stjerner på nattehimlen. Den har svært ved at adskille bølgebrus, skyformationer og sne.

Værket præsenteres i samarbejde med Til Vægs på AKB Lundtoftegades syv udendørsskærme, hvor hver enkelt pixel er synligt adskilt i en lille diode. På skærmenes grove opløsning ser vi, hvad computeren ser: Punkter af farve.

ABYSS

Med FREMTIDEN ER NÆR præsenterer Center for Militant Futurologi en række futuristiske propagandastykker.

I spændfeltet mellem poesi og agit-prop, ritual og reklame søger Centret at fremmane en anden mere utopisk fremtid for Lundtoftegade samtidig med at det kalder til kamp mod tidens markedsfundamentalistiske og fantasiforladte statsstyring under Corona-krisen.

Således ansporer FREMTIDEN ER NÆR os til at se pandemien som en slags portal – en portal, der kan føre os ud af den for-sen-kapitalistiske blindgyde, vi pt. befinder os i, og ind i andre mulige og mere fortryllende fremtidige verdener.

Læs mere om Center for Militant Futurologi her

Fremtiden er nær

Charlie’s Slow-Mo Kung Fu er et videoværk opdelt i 7 scener. Én scene til hver af de 7 skærme, som hænger fordelt omkring boligblokkene i Lundtoftegade, på Nørrebro i København. De 7 videoer afspilles i loop. Derfor er der ingen kronologi, og scenerne kan opleves uafhængigt af hinanden.

De forskellige videoer er blevet til i samarbejde med en gruppe af engagerede unge beboere i Lundtoftegade. Over en række tirsdage har vi igennem en serie af re-enactments af dansescener fra film og moderne dans undersøgt forskellige aspekter af dansens væsen. Til dels dansens evne til at være en abstrakt kommunikationsform mellem mennesker, og til dels dens evne til at være fortællende og afstedkomme narrative forløb, som bliver til gennem improviseret bevægelse, gestikuleren og mimik. De unges dedikerede og legende tilgang til materialetberor på egne eksperimenter, følsomhed og improvisation.

Vel mødt; Mohammed, Mascud, Ibrahim, Maysa, Huda, Burim og Marie-Louise

Marie-Louise Vittrup (1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2011 og bor og arbejder i København. Marie-Louise arbejder med video, installation, tegning og kollager og hendes nysgerrighed kredser især omkring værker, som bliver til uden for atelierets afgrænsede rum. Værker som bliver til i samarbejde med et sted, dets omgivelser og fremfor alt gennem menneskelige relationer og interaktioner. Seneste udstillinger: ‘Feberdans’ i udstillingsstedet Efter et nyt Minut, Sæby, 2019, ‘Kunsthallen og landsbyerne’, Viborg Kunsthal, 2019, ‘Tale of an Ocean’, kurateret af Aukje Lepoutre Ravn, Palacio de la Molina, Cartagena, Spanien, 2018, ´Little Big I’ i Danske Grafikeres Hus, København, 2018, ‘They Call Us The Screamers’ i samarbejde med Kaspar Oppen Samuelsen, Connacht Tribune Print Works, Galway, Irland, 2017.

Charlie’s Slow-Mo Kung Fu

Det er med stor glæde at Til Vægs kan præsentere den første udstilling i det nye udstillingsprogram ”Topos – verden som scene”.
Til Vægs har hertil inviteret filmkollektivet Sharna Pax til at kuratere de syv skærme og det har udmundet i udstillingen Stand by Me med værker skabt af syv lokale og internationale billedkunstnere og filmskabere.

De syv udvalgte værker vises på hver sin skærm under udstillingsperioden og beskæftiger sig alle på forskellig vis med en aktivering af det man kunne kalde “det passive apparat” – kameraet, skærmen eller billedet, som vi (gen)kender det. Værkerne interagerer med eller forstyrrer billedets oprindelige form og funktion, og på denne måde udspiller de forskellige scenarier for skærmen som scene – med det offentlige rum og publikum i en tvetydig rolle som både aktør og beskuer.

Titlen Stand by Me henviser både til musiknummeret af Ben E. King fra 1962 – en populær klassiker, en genklang fra fortiden og en romantisering over loyalitet og troskab trods alt. Derudover og som en langt mere direkte sproglig reference, henviser titlen til den handling, det er at stå ved noget, at stå ved siden af noget. Som koncept fungerer udstillingsplatformen Til Vægs uden lyd til skærmene. Men her kunne man forestille sig, at de syv videoværker fungerer med sangen Stand by Me som soundtrack på repeat – kun mnemoteknisk fremprovokeret af beskuerens egen reference og hukommelse.

Wojciech Bąkowski bruger i værket Suchy Pion (Dry Standpipe) fra 2012 videooptagelser som skulpturelle elementer i et tidsbaseret univers af drømme, forliste forhold og fejltagelser. Han animerer sig gennem videoen og opløser det enkelte billede til tredimensionelle figurer.

Nazli Dinçel re-fotograferer i Reframe (2009) otte stereoskopiske lysbilleder via en optisk printer – et apparat, der hovedsageligt blev brugt i den analoge tidsalder til at manipulere analoge moving image film og skabe special effects. Lysbillederne portrætterer en militær officer og hans familie på ferie i Cuba omkring år 1948-50. Aktiveringen af de stille frames genopliver de vibrerende kroppe fra årene inden revolutionen opslugte dem i 1952.

Asta Meldal Lynge’s værk Camera Shake fra 2013 består af en serie af optagelser af facader og bygninger, mens det digitale kamera er rystet voldsomt. Denne handling forstyrrer billedet, som kunstneren delvist har restaureret i efterbehandlingen; hver enkelt frame er re-positioneret i et forsøg på at fastholde et stille billede på en måde, der ryster billedet og bygningernes fundament.

I det animerede videoværk Climbing (2009) af Jesse McLean klatrer et png-logo i form af det velkendte pegefinger-symbol opad et uendeligt højt bjerg. Det manipulerede landskab er skabt af utallige Google Maps billeder af bjerge, og McLean leger med den passive krop bag denne aktive og nærmest meditative sisyfos-handling på den inaktive skærm.

I Girls in Malls fra 2009 krydsklipper kunstneren Olga Pedan found footage optagelser af pulsende piger i shopping centre med pulserende digitale sole. “Det var som om solen var rejst ind i deres hænder. De havde kontrol over dens overflade. Den konstante pulseren af opvarmning og nedkøling. Solsystemernes balance var i deres hænder og alligevel formåede de at se så afslappede ud. De vidste, at alle kiggede, men lod alligevel som om de var alene; dette var spillet, der blev spillet. De var gudinder af hede.”

I Dreamachine af Winstanley Schtinter fra 2018 roterer et kamera rundt om den af samme titel Dreamachine, et stroboskopisk lysapparat opfundet af Brion Gysin i 70’erne – også kaldt “det første kunstværk, som skal ses med lukkede øjne.”

Steve Hates Fish (2015) er filmet på en smartphone gennem en oversættelses-app, som er blevet indstillet til at oversætte fra fransk til engelsk. Det forvirrede og rastløse softwareprogram forsøger i filmen at tolke al tekst og skiltning John Smith møder i det offentlige rum på en travl London shoppinggade.

Suchy Pion / Wojciech Bąkowski / 2012 / 13 min

Camera Shake / Asta Meldal Lynge / 2013 / 5.23 min

Girls in Malls / Olga Pedan / 2009 / 6 min

Dreamachine / Winstanley Schtinter / 2018 / 4.33 min

Steve Hates Fish / John Smith / 2015 / 5 min

Sharna Pax består af Maeve Brennan, Therese Henningsen og Tinne Zenner og har siden 2013 samarbejdet med fokus på antropologi, dokumentar og billedkunst i form af kuraterede filmvisninger, diskussioner og udgivelser som del af deres løbende dialog.

Stand by Me

På de syv skærme du møder mellem boligblokkene i Lundtoftegade vises i disse måneder filmen Iconoclasm #1-7 af Niels Pugholm. Filmen består af syv scener, der hver hver gang åbnes af et langt stilbillede af Davidstatuen foran Den Kongelige Afstøbningssamling ved Langelinje i København. Kunstneren angriber i flere forkvaklede forsøg statuen med sørgelige selvskadelige resultater til følge. Filmens Davidstatue er en tro bronzekopi af Michelangelo’s originale, som blev hugget i marmor fra 1501-1504, og som idag kan ses på Piazza della Signoria i Firenze. Statuen forestiller den unge David, vi kender fra bibelhistorien, lige før han skal i kamp med kæmpen Goliat. David statuen viser idealet for mandekroppen og mandige dyder som mod, kampånd, vilje. Derfor har statuen dannet skole for repræsentation af den ideale mand i krop og myte gennem kunsthistorien. I filmen Iconoclasm #1-7 vender kunstneren magt positionerne på hovedet og inviterer ind til mange læsninger. David skulpturen kan ses som symbol på den store kunsthistorie, som samtidskunstneren kæmper med. Eller den symboliserer måske systemet, tidligerne tiders ideologier eller nationale statussymboler. Derved bliver David statuen den kæmpe, et lille menneske må tage sin goliatskamp med. Vestindisk Pakhus, der fremtræder som kulisse i videoen, er statens bolig og er netop nu truet af frasalg. Derved åbner værket Iconoclasm #1-7 ligeledes op for en parallel-diskussion om stempling og afvikling af ejendom og boligområder. TilVægs glæder sig over at kunne vise Iconoclasm #1-7 i denne nye kontekst og værket kan opleves i Lundtoftegade fra 21. november 2019 – 5. januar 2020. Vi markere afslutningen på visningen med en finnisage søndag d. 5. Januar kl 14-15.30, hvor Niels Pugholm vil præsenterer værket. Niels Pugholm (f. 1983) er uddannet fra Det fynske Kunstakademi i 2013. I sit arbejde undersøger Pugholm narrative mekanismer ved at sætte kulturelle og identitetsskabende fortællinger i spil. Og det kommer til udtryk i en bred vifte af medier, inkluderende tegning, tekst, video og skulptur.

Iconoclasm #1-7

Geologien spor er en udstilling af Tinne Zenner og Veronika Geiger, som fra hver deres ståsted tager et favntag med geologien.

I Zenners værk der peger mod vores koloniale fortid, bliver vi vores geopolitiske verdensorden anno 2019 meget bevidst.
 
 ‘de hundrede mand
 graver sten
 i elleve timer —,
 og fylder store skibe
 og fremmede aktionærer
 som de gir fa’en —
 (elleve timer —)’ *
 
 Kryolit er et mineral og betyder is-sten fra det græske kryos (is/kulde) + lithos (sten). Det er gennemsigtigt i vand og fluoroserende under UV-lys. Kryolit har sin væsentligste forekomst i Ivigtut i Grønland og bliver første gang bragt til Danmark i 1779.
 Minen i Ivigtut og fabrikken i København etableres med næsten udelukkende danske arbejdere, og derefter bliver kryolitudvindingen den mest vellykkede mineraludvinding i Grønland.
 Kryolitten anvendes først til soda og emalje, men bliver særligt efterspurgt til fremstillingen af aluminium.
 På fabrikken i København, udsættes arbejderne for kryolitstøv og høje mængder af fluor. Over tid får de fluorose, som gør deres knogler bliver tykke, stive og deforme. I mellemtiden anvendes kryolit til aluminium i våben— og flyvemaskine-industrien og bliver særligt eftertragtet op til 2. verdenskrig, hvor kontakten mellem Danmark og Grønland i en periode afskæres.
 Under denne tid indgår USA handler med Grønland om at bytte kryolit mod forsyninger. Samtidig etablerer de militærbaser i Nordgrønland.
 Danmark gentager kontakten og kontrollen efter krigens afslutning, og fortsætter brydningen af kryolit i minen i Ivigtut indtil dens endelige lukning i 1987.
 Den danske kolonialismes største eksporteventyr efterlader et dybt hul i jorden, hvor minen var, mens profitten fortsat renteres hos fremmede aktionærer.
 Med et stykke Grønlandsk kryolit som skulpturel modtager for arkivisk projektion, bliver mineralet egenhændig bærer af dets historiske, fysiske og koloniale spor.
 
 *fra ivigtut, Gustaf Munch-Petersen (1912-38)
 
 Geigers ‘Field Work’ er et poetisk og sanseligt blik på det at registrere geologiske processer i naturen.
 
 Det tredelte videoværk Field Work’ inviterer beskueren med på feltarbejde i store lavalandskaber af fysiske substanser, kemiske processer, forbindelser af liv, drømmesyn og billeder.
 
 En flok geologer, en mikrobiolog og en kunstner iagttager, indsamler, måler og registrerer naturens fænomener på hver deres måde. En sommerfugl, en danser, et strejf af et løbehjul, rullende fly og flittige bier blander sig og trækker forbindelser mellem verdener, som er mere forbundne, end vi aner.
 
 Stof findeles og indsamles i reagensglas og petriskåle, gps-koordinater registreres, lys måles og bindes på en kemisk overflade. Damp fra jordvarmen tårner sig op i store skyformationer, der er lavamarker så langt øjet rækker – resultatet af æoners dybe geologiske processer, tider på jorden som vi knap nok kan forestille os.
 
 Udstillingen løber fra den 14.09.19 – 31.10.19
 Torsdag til Søndag fra kl. 09.00-19.00
 
 Vel mødt!

Geologiens spor

I Lundtoftegade trues de demokratiske rettigheder af den demokratisk vedtagende ”Ghettolov”. Spørgsmålet om hvem der har retten til at definere virkeligheden, og hvilke minoriteter der holdes ude, stilles til skue i Selini Halvadakis totalinstallation Sight-Seeing lavet til Lundtoftegades 7 udendørs skærme. Det tekstbaserede videoværk går i dialog med nyklassicistisk københavnsk arkitektur, og minder om den dominerende antikreceptoriske måde, at forstå det europæiske ophav på. Disse fortællinger er dybt indlejret i de repræsentationer vi møder i kunsthistorien, på museer, i arkitekturen og arkæologien – altså hele det historiske fundament og den monumentale erfaring vi forstår kollektivitet på. På billedsiden viser Sight-Seeing hovedsageligt overflader, strukturer og detaljer af arkitektur. På den måde går værket i dialog med Lundtoftegades mure. Beskueren får måske mulighed for at reflektere over hvilken arkitektur de er omgivet af. Hvad er bevaringsværdigt og hvad skal rives ned? Og spørgsmål fra værkets tekst som f.eks: ”How can architecture be democratic?” Har vi hele tiden forstået os selv forkert, når vi kontant går ned ad den samme vej for at finde hjem, og mister vi dermed detaljernes potentiale? I værket Sight-Seeing følger vi en gruppe turister på deres rejse til Athen. Her besøger de forskellige velkendte seværdigheder. Under deres besøg bliver de på skift i tvivl om hvad de egentlig oplever. De bliver i tvivl om hvordan de kan interagere med det de ser. Hvad oplever de og hvad har de lært at opleve? Kan de ændre denne oplevelse? Kan de se på andre måder? ”They sit down for coffee. After having seen the Parthenon. They feel that they have seen it all before. Collective déjà vu. What is experience? What is learned experience? They sit in silence. One of them thinks about the past as prepackaged. As a “usable past”. She wonders how this past affects her? How it affects others? How are they collectively affected?” Sight-Seeing reflekterer over hvordan vi (europæere) forholder os til og skaber os selv i fortællingen om vores kulturarv. Om hvordan vi historisk har konstrueret antikken og hvad denne konstruktion har betydet for vores (kollektive) selvopfattelse. Hvordan kan vi rumme flere fortællinger på en og samme gang? Selini Halvadaki (1985) arbejder researchbaseret primært med medierne video og tekst. I hendes praksis undersøger hun de mekanismer, der skaber vores politiske og sociale virkeligheder i et personligt og kollektivt perspektiv. Hendes værker beskæftiger sig med hvordan identitetsfortællinger og virkelighedsopfattelser skabes, forhandles og konstrueres gennem forskellige former for billedproduktion. Selini Halvadaki er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2014.

Sight Seeing

Västvärldens demokratiska system har gott in i en dödskamp. Ingen utan foliehatt tror längre på att kapitalism, socialism, liberalism eller andra ideologier förmår rädda civilisationen. Värden styrs av galningar som Trump, Putin samt dolda makter i ett okontrollerbart och oöverskådligt informationssamhälle. Rasisternas fula trynen är inte längre några särlingar i politikens utkanter, utan sitter i maktens högsäten, där de redan avskaffat det grundläggande människovärdet. Temperaturen på jorden accelererar okontrollerbart och detta är bara ett av oräkneliga hot mot vår livsmiljö. Krigs- och klimatflyktingar, pandemier och terrorister. Folk bygga murar mot en hotande omvärld eller börja preppa – oavsett politisk åskådning är det uppenbart att mänsklighetens slut är närstående. Ragnarök är förestående och det snart, mycket snart.

Varje dag dräneras vi av alla dessa domedags bilder – det är lättare att föreställa sig en snar undergång än att se möjligheter till hur mänskligheten ska kunna samexistera eller ta ansvar och handla för våra gemensamma problem.

Hur vida vår tid blivit: apatisk, handlingsförlamad eller paranoid av dessa hot är upp till framtida generationer att bedöma. Apokalypsen som följs av en domedag har följt mänskligheten så långt tillbaka vi kan skåda och ingår i en eller annan form i alla religioner. Ja det är faktiskt ett tänkande som hela mänskligheten verkar kunna förenas i och det faktum som de sju konstnärskapen förhållit sig till i denna världens absolut sista utställning.

The World’s Last Exhibition

Malene Landgreen fik i 2018 til opgave at udsmykke Lundtoftegades lange parterregange.

Det er der kommet 4 smukke udsmykninger ud af, som vi er meget stolte over at kunne vise frem denne fredag.

Malenes udsmykninger har alle det, der kan kaldes et bladmotiv til fælles. Udsmykningerne introducerer et organisk forløb, der varierer farvemæssigt og danner rammen for et nyt, både koloristisk, grafisk og rytmisk motiv.

Farverne er nøje udvalgt til Lundtoftegade med et ønske om at frembringe lys, helhed og harmoni i parterregangene. Denne nøje udvalgte farvepalette kan varieres i det uendelige og forstærker motivet og dets overgange, hver gang et bladmotiv repeteres i en ny farve – den ene farver griber den næste og motivet vokser.

Selvom motivet repeteres bliver det også hele tiden forandret. Ny farve. Ny størrelse. Ny placering. Nye farvesammensætninger. Alt sammen noget, der optimerer stedets genkendelighed og muligheden for at orientere sig. Hver opgang får derfor sin egen nye farve og identitet, der kan fungere som pejlemærke for beboerne Lundtoftegade.

Malene Landgreen (1962) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1994. Landgreen bor og arbejder i København og Berlin. Beskæftiger sig med maleri, in situ og udsmykning.

Malene Landgreen har fra 2011 modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og har udstillet en lang række steder i ind- og udland.
 Læs mere om Malenes udstillinger på hendes hjemmeside http://malenelandgreen.dk.

Åbning af Malene landgreens vægudsmykninger i Lundtoftegade

I Building Ruins I og Building Ruins II blander arkitektur og figurer sig til noget, der kan minde om surrealist-inspireret film-spor. Sekvenserne forsøger at sammenflette det reale og det fantastiske – uden det sensationelle! Som en flydende forlængelse af hverdagslig erfaring sådan som det lader sig gøre i tilstanden mellem drøm og vågen.

I Untitled – Restless er filmede bygninger, facader og opstablinger i atelieret, sat sammen som en slags uendelig kulisse der glider forbi. Det genkendelige dukker op hist og her og afslører et skalaforhold, der ellers flyder. Videoen er en slags analog motion graphic lavet ud af bevægelser lagt over hinanden. Det er et univers uden fast perspektiv eller retning, der flyder forbi, som en uendelig touch skærm – eller bare materialer kørt igennem et selvopfundet filter, en effekt-maskine. 

I High Tension Potential ses en menneskelig skikkelse i et ukendt tomrum. Skikkelsen står i kontrast til omgivelserne, som en skulptur af små lysende stjerner, der springer livligt afsted over mørket. Det er som om tid og sted står stille, i dette lydløse rum, hvor alt langsomt opløses eller skifter form.

Pernille With Madsen er uddannet på det Jyske Kunstakademi i Århus 2003 og bor og arbejder i dag i København. Hun har deltaget i både solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland, herunder Brandts, Galleri Susanne Ottesen, Danske Grafikers Hus, Overgaden Institut for Samtidskunst, Horsens Kunstmuseum samt Faculty of Fine Art i Cuenca, Spanien. Derudover har With Madsen lavet udsmykningen Kollaps i 2006 til Aalborg Seminarium.

Slam brake attempts to depict a possible phenomena of the not-so-distant future.

Two young friends are partakers in an ongoing challenge to the self driving auto industry, 

one which evolves in sync with each technological advancement.

For the sake of the gesture, they experiment and test the capabilities of the artificial neural network of the self driving fleet which moves only on certain designated roads in and out of the capital. 

In the film, a desire to test the operability of the systems of the future leads only to a vision of a malfunctioning present.

Émile Sadria er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2014. Émile har udstillet flere steder i Danmark blandt andet Martin Asbæk Gallery, Fotografisk Center, Charlottenborg og Arken Museum for Modern Art. Han har desuden udstillet i Paris, London og Tyskland.

Mellem det forventede og forestillede

Hvad behøver man mere end fantastiske kunstnere for at skabe en rigtig god udstilling? Måske også en god titel? Infinity and Selected Things Between / Uendeligheden og udvalgte ting derimellemer netop kurateret med dette udgangspunkt. Eller som en lille hommage til Eric Andersens værk opus 51 –I have confidence in you.

Efter at jeg valgte kunstnerne og titlen, er en kunstner faldet fra, en kommet til og kunstnerne har ændret titlen. Resultatet af denne proces blev i hvertfald 6 helt nye værk som alle handler om specifikke ting der befinder sig mellem uendeligheden og her.

Både Stine Kvam og Per Brunskog bor i AKB Lundtoftegade.

Værket Positiv + negativ består af to skærme hvor man på den ene skærm ser en hvid fjerhånddukkefugl med blå øjne og på den anden skærm ser en sort fjerhånddukkefugl med orange øjne. Begge fugle med vind i fjerene og med blikket imod den der kigger. De to komplementære fugle svæver rundt i et himmellandskab som skiftevis virker faretruende og ukompliceret let … et landskab uden tyngdekraft. Man ser fremdrift men uden at komme nogle veje … man ser modsætninger men kun i kraft af hinandens tilstedeværen. Eller også ser man blot to fjollede hånddukker som basker lidt uhjælpelig rundt med sine vinger i et allerede konstrueret billede fra redigeringsprogrammet (Installed Generators).

Flere stykker emballage flamingo placeres på en blå plade der er oplyst af spotlys i et ellers mørkelagt rum.

Lyset slukkes og lommelygter skaber lys og skygger.

Bukser er fyldt med affald fra Los Angeles gader.

En pige bliver forelsket i en telefon lavet af en smørkop.

Den engelske titel leger med ordet dairy, som på engelsk både betyder dagbog og mælkeprodukt.

Infinity and Selected Things Between – Uendeligheden og udvalgte ting derimellem

Med blikket rettet mod trancetilstanden, er vi meget begejstrede for at kunne invitere til to, helt særlige arrangementer med udstillingen Meditation over en metamorfose II.

Udstillingen består af to videoværker: Please Wait af Ayse Köklü, Ronja Andersen, Maria Trenkel, Olya Troitskaya og Geometrical Meditation af Camilla Reyman samt en koncertoplevelse med det spændende, tunesiske orkester La Banga de Tozeur (se mere om koncerten under fanen særarrangementer).

Ayse Köklü, Ronja Andersen, Maria Trenkel, Olya Troitskaya: Please Wait

Værket Please Wait stiller skarpt på den bjergtagende Sufidans. Sufidansen er forbundet med sufismen, der er en betegnelse for islams mystiske bevægelser fra omkring 700-tallet. De dansende er iklædt en særlig dragt, bestående af en lang kjole, en kort jakke og en høj hat. De drejer rundt om sig selv og danner tilsammen et smukt udtryk, når deres kjoler hvirvler rundt med bevægelserne. Dansen er meditativ og skaber en trancelignende tilstand, med det formål at gøre den dansende lettere modtagelig for indsigt i det guddommelige.

Geometrical Meditation af Camilla Reyman er en stopmotion-film, lavet af affotograferede fotogrammer. Fotogrammerne er fra Reymans soloudstilling 189 Days of Order and Control, som blev vist hos det Københavnske New Shelter Plan i Januar 2015. Til denne udstilling er fotogrammerne nu blevet levende og er i bevægelse. Fotogrammerne har, ifølge Reyman selv, tydelige referencer til tantramaleri, der har sin oprindelse i Tantra hinduisme og består af grafiske figurer, der bruges til et meditativt formål.

Camilla Reyman (1981) bor og arbejder i København og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013.

Ayşe Köklü (1988) bor og arbejder i London. Ayse har en BA i Graphic Design fra Central Saint Martins, London, en BA i Linguistics fra Birkbeck, London, og en MA i Arts and Learning fra Goldsmiths, London.

Ronja Andersen (1989) bor og arbejder i Amsterdam og har en BA i Grafisk Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam, samt en MA i Graphic Design Werkplaats Typografie fra Arnhem.

Maria Trenkel (1988) bor og arbejder i Zurich og har en BA i Graphic Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam.

Olya Troitskaya (1989) bor og arbejder i London og har en BA i Graphic Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam, og en BA i Graphic Design fra Moscow State University of Printing Arts, Moscow.

Meditation over en metamorfose II

I uendelige strømninger ses forvandlingens væsen. Langsomme bølger ændrer former. Udskifter strukturer. I ekstase transcenderer ånden. Trancetilstanden viser vejen mod det udødelige. En guddommelig skikkelse tager form af ensomme rovdyr. Med larmende spor i mørket.
Intet forsvinder. Alt er til stede.

Forvandlingen er en tilstand. I viser forvandles karakteren af dæmoniske kræfter. Og skiftet peger mod undergangen. I eventyret er forvandlingen lys. En åbenbaring. Det sande jeg træder ud af sin ham.

Meditation over en Metamorfose er en gruppeudstilling af Kristina Jakobsen, Sian Kristoffersen og Jon Erik Nyholm. Jon Erik Nyholm, arbejder til dagligt i grænselandet mellem grafik og maleri mens Sian og Kristina begge arbejder med installation og skulptur.

Meditation over en metamorfose

I anledning af Art Week Cph 2018 vil video- og performancekunstner, Julie Sparsø Damkjær (1982), tre aftener i træk udføre en live performance ved Lundtoftegade 9.

For nyligt trak Julie det mytiske ”Isis Oracle” kort: ”Life Restored – Priestess of the Phoenix”, der forudser transformation og genfødsel.
 I sin aktuelle performance vil Julie derfor udforske disse emner gennem ritualer og med brug af elementer som jord og ild.

Alana Fairchild skriver om kortet: “Just as the Phoenix rises from the fire, transitioning from death into life, so too will you rise again, healed and renewed”. Med håb og optimisme, opfordrer kortet til at vende ansigtet mod solen og tro på en ny begyndelse. Det, der før virkede dødt, vil nu få små nye skud, spire op af jordens muld og brede sine spæde lysegrønne blade ud.
 Med kroppens bevægelser, naturens grundelementer og den menneskeskabte arkitektur i Lundtoftegade, vil Julie udforske det, der kendetegner livets gang: en cirkelformet bevægelse, der organisk bevæger sig henover, og blander sig med, det omkringliggende. Bevægelser der udfordres af det uforudsigelige for igen at møde begyndelsen – måske i en ny tilstand.

Julies performance vil foregå i samspil med skulpturen Mælkevejen af Henrik Penge Jakobsen.

Fotos // Karoline W. Andersen og Søren-Emil Schütt

Life Restored – Art Week Cph

Nogle mennesker fortæller, at de kan sanse noget, der ikke er fysisk til stede. Eksempelvis en arm, selvom den er mistet. Under udstillingen Retrospekt er det muligt at sanse syv udstillinger, der ikke længere er der.

I et glimt er vi kastet tilbage i tiden, mens vi befinder os i nutiden. Det er simultant en ny oplevelse og en gammel. Vi mindes om tiden, der går og ikke kommer tilbage, om tid, der ser ud til at gentage sig selv i et loop, men som altid er forandret. Vi spejler os i fortiden og mindes om fremtidens mulighed for forandring.

Lørdag den 28. april har vi lejet det lille tog, kunstekspressen, der vil køre en rute mellem de syv skærme, mens vi vil fortælle om de syv tidligere udstillinger. Du kan læne dig tilbage, og nyde nypoppede popcorn på togturen.

Retrospekt vises som en del af 48 timer festivalen på Nørrebro, arrangeret af Kultur N og Verdenskulturcenteret.

Traveling Dust // Javier Tapia og Camilo Ontiveros 

Lung Chamber (Survival Horror Edition) // Søren Thilo Funder

Dreamland // Vladimir Tomic og Ana Pavlovic

7 skærme – 7 kunstnere // Kristine Petersson, Ida Raselli, Jo Alfredsson, Stella Beling, Gurli-Marie Lindum Jensen, Marine Morel og Victoria West

Sensing Circles // Julie Sparsø Damkjær

Retrospekt – 48 timer festival Nørrebro

Selvom alle fire film åbner op for mere end én fortolkning, etablerer de tilsammen et betydeligt “intet” – en påtrængende tomhed – hvor alt er tabt, alt er væk. Samtidig mærkes også nærværet af intetheden som et nulpunkt – en velsignelse, hvor alt er muligt. På den måde veksler filmene mellem håb og fortvivlelse. De fire film er på samme tid højstemte og nonsens, alvorlige og humoristiske, nærværende og distancerede, og dét som virker enkelt, udfolder sig i kompleksitet og alsidighed.

Annika Ström er født 1964 i Helsingborg i Sverige og bor i dag i London. Mike Bode har engang beskrevet Ströms kunstneriske virke som “det kortslutter hjernen”. Det er den bedste måde at sammenfatte hendes kunstneriske virke på. For uanset om hun arbejder med performance, video, tekst eller andre medier, så slår det gnister og sætter en stopper for betragtningsmaskineriet. Med en elegant enkelhed og dybsindig humor betragter hun elendigheden i det sociale samvær, kunstverdenens kønsstrukturer og karriereanatomi. I en række værker har hun også vendt op og ned på hverdagssproget.

Film:
 Crystal Brain 2 min 2010
 The Dying Colour 1 min 2010
 Sunshine head 1 min 2010
 Ingenting – Nothing/ 1:40 min 2012

Udstillingen er kurateret i samarbejde med Per Brunskog