Hannibal Andersen
Og en dag bygger de måske noget andet...Palæstinas Plads, Nørrebroparken mellem Friheden og Ali’s Bageri
–
Hvem har retten til byen? Hvorfor ser den ud, som den gør? Og hvordan kunne den ellers se ud?
I september måned bygger børn fra Murergården og Klub Guldberg en skrammellegeplads på Palæstinas Plads. D. 15. september bliver pladsen åbnet, og alle børn (ledsaget af voksne) er velkomne til at deltage i byggeriet!
Projektet tager udgangspunkt i en gammel tradition, hvor børn får rammer, værktøj og materialer til at bygge og udforske indretningen af byrummet på egne præmisser.
Skrammellegepladsen som format blev for første gang afprøvet i 1943, da arkitekterne Carl Th. Sørensen og Dan Fink indrettede en plads i forlængelse af et alment boligområde i Emdrup, hvor børn fik mulighed for at bygge deres egne verdener af kasserede byggematerialer. Dengang handlede det om at få børnene væk fra den risikofyldte leg på gaderne i byen og give dem mulighed for at udfolde deres fantasi på lige fod med børn, der voksede op i mere naturrige omgivelser.
Skrammellegepladsen blev en stor succes, og konceptet spredte sig hurtigt til mange andre lande. Op igennem 60’erne og 70’erne fungerede skrammel- og byggelegepladser som et aktivistisk værktøj til at skabe bevidsthed om samfundets hierarkier og stå imod ejendomsspekulation og den skæve byudvikling. Hudegrunden på Vesterbro og Byggeren på Nørrebro er klassiske eksempler på den praksis.
I dag buldrer gentrificeringen og ensretningen af byen fortsat derudaf på fulde drøn og truer med at udrydde de sidste lommer af uforudsigelighed og mangfoldighed.
'Og en dag bygger de måske noget andet' er en social skulptur: en undersøgelse af skrammellegepladsens potentiale i det offentlige rum i dag – både som aktivitet og som et billede på noget af det, den polerede og udspekulerede by aldrig vil kunne tilbyde.
Følg med i udviklingen fra d. 3. september og ind i oktober. I forbindelse med Bilfri Søndag d. 15. september bliver skrammellegepladsen åbnet op, for at alle børn i følgeskab med voksne kan komme og bygge med!
Sted: Palæstinas Plads, Nørrebroparken mellem Friheden og Ali’s Bageri
Dato: Fra d. 3. september, 2024
Åben for offentlig deltagelse: 15. september, 2024 kl. 14.00-18.00
Tak for støtten til Statens Kunstfond og Københavns Kommunes Rådet for Visuel Kunst.