Rikke Benborg
Parabler & similiTil Vægs
–
Udstillingen parabler og simili består af 2 ældre værker og tre små nye film, skabt under et 2 måneders ophold på statens værksteder. Udstillingen hylder det analoge og det skulpturelle, materialet og hændernes aftryk. Ikke ulig temaet for dette års udstillingsprogram hos Til Vægs om parasympatisk væren, dyrkes intimitet, det æstetiske og bløde, med formmæssige referencer til hjernebølger og nervesystemet.
Rikke Benborgs kunstneriske praksis er baseret på de forskellige måder, hvorpå man kan skabe fortællinger inden for film- og videomedierne. Ofte kombineret med rekvisitter- og kostumefremstilling som værktøj til mening og indhold, sigter hun efter at skabe nye sanseoplevelser samt at udforske forskellige emner lige fra den personlige og subjektive oplevelse til den mere konkrete eller abstrakte.
I sit virke interesserer Benborg sig for det fysiske og fænomenologiske forhold mellem den menneskelige krop og vores omgivelser, og især i temaer relateret til femininitet og kvindelighed. Hun er tiltrukket af alt det, der modarbejder det normative eller eksisterer på tærsklen mellem realiteter. Dette inkluderer det surrealistiske og drømmeagtige, som ofte viser sig i hendes arbejde. Rikke Benborg er uddannet fra Middlesex University i London og Det kongelige Danske kunstakademi i København.
Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Det Obelske Familiefond.