Til Vægs

- er en platform for kunst i det offentlige rum, arkitektur og sociale byrumsløsninger.

Lundtoftegade
2200 København N
Tor til søn 9:00-19:00

Trine Søndergaard

Untitled

Til Vægs

De sort-hvide værker i serien Untitled af den fotobaserede kunstner Trine Søndergaard viser en række kvinder, hvis ansigter er skjulte bag deres lange hår. Håret er løst og smyger sig ned ad hovedet og omkring halsen som en beklædningsgenstand.

Man kan ane, at kvinderne er midt i livet. Håret er grånende i forskellige stadier som tegn på den aldringsproces, der gradvist forandrer kroppen, som vi bliver ældre. Håret er flertydigt. På næsten surrealistisk vis fremstiller Søndergaard det både dødt og levende, som henholdsvis en forlængelse af kroppen og som genstand.

Vi kender det lange hår som et udtryk for feminin skønhed, forførelse og sexappeal. Men gråt hår er derimod sjældent en del af kulturens stereotype billede af det feminint sensuelle.

Med denne billedserie stiller Søndergaard skarpt på en fase i kvindelivet, som afbildes i meget mindre grad i sammenligning med måden, hvorpå ungdommen dyrkes i vores kultur; en overgang, der er en uundgåelig del af livet, men stadig foregår i stilhed og er behæftet med skam og usynlighed.

---------------------

Trine Søndergaards arbejde er lagdelt med mening og stille følelser, og hendes arbejde kredser ofte om eksistentielle spørgsmål, der er lige personlige og universelle. Søndergaards arbejde udforsker, hvad det vil sige at være menneske, og selvom hendes arbejde ofte er initieret af en personlig vinkel, rummer det også en overordnet udforskning af mere generelle fænomener relateret til historiske, kulturelle og kønsrelaterede spørgsmål.

Trine Søndergaard (f.1972 i Danmark, bor og arbejder i København) er en af Nordens mest betydningsfulde kunstnere og en af få danske fotografer, der er slået internationalt igennem. Hun debuterede i 1990'erne og har siden oplevet stødt voksende interesse. Søndergaard har modtaget den prestigefyldte August Renger Patzsch Award, udgivet prisbelønnede bøger og udstillet i ind- og udland. Hendes arbejde er repræsenteret i en række internationale samlinger, bl.a. J. Paul Getty Museum i USA og Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek i Danmark.