Camilla Reyman, Ayse Köklü, Ronja Andersen, Maria Trenkel & Olya Troitskaya
Meditation over en metamorfose IITil Vægs
–
Med blikket rettet mod trancetilstanden, er vi meget begejstrede for at kunne invitere til to, helt særlige arrangementer med udstillingen Meditation over en metamorfose II.
Udstillingen består af to videoværker: Please Wait af Ayse Köklü, Ronja Andersen, Maria Trenkel, Olya Troitskaya og Geometrical Meditation af Camilla Reyman samt en koncertoplevelse med det spændende, tunesiske orkester La Banga de Tozeur (se mere om koncerten under fanen særarrangementer).
Ayse Köklü, Ronja Andersen, Maria Trenkel, Olya Troitskaya: Please Wait
Værket Please Wait stiller skarpt på den bjergtagende Sufidans. Sufidansen er forbundet med sufismen, der er en betegnelse for islams mystiske bevægelser fra omkring 700-tallet. De dansende er iklædt en særlig dragt, bestående af en lang kjole, en kort jakke og en høj hat. De drejer rundt om sig selv og danner tilsammen et smukt udtryk, når deres kjoler hvirvler rundt med bevægelserne. Dansen er meditativ og skaber en trancelignende tilstand, med det formål at gøre den dansende lettere modtagelig for indsigt i det guddommelige.
Camilla Reyman: Geometrical Meditation
Geometrical Meditation af Camilla Reyman er en stopmotion-film, lavet af affotograferede fotogrammer. Fotogrammerne er fra Reymans soloudstilling 189 Days of Order and Control, som blev vist hos det Københavnske New Shelter Plan i Januar 2015. Til denne udstilling er fotogrammerne nu blevet levende og er i bevægelse. Fotogrammerne har, ifølge Reyman selv, tydelige referencer til tantramaleri, der har sin oprindelse i Tantra hinduisme og består af grafiske figurer, der bruges til et meditativt formål.
Bio:
Camilla Reyman (1981) bor og arbejder i København og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013.
Ayşe Köklü (1988) bor og arbejder i London. Ayse har en BA i Graphic Design fra Central Saint Martins, London, en BA i Linguistics fra Birkbeck, London, og en MA i Arts and Learning fra Goldsmiths, London.
Ronja Andersen (1989) bor og arbejder i Amsterdam og har en BA i Grafisk Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam, samt en MA i Graphic Design Werkplaats Typografie fra Arnhem.
Maria Trenkel (1988) bor og arbejder i Zurich og har en BA i Graphic Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam.
Olya Troitskaya (1989) bor og arbejder i London og har en BA i Graphic Design fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam, og en BA i Graphic Design fra Moscow State University of Printing Arts, Moscow.